PDF

Hver femte er utilfreds med indeklimaet i egen bolig!

En undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Megafon viser, at 20 pct af danskerne ikke er tilfredse med forholdene hvor de bor. Rådet for Sundt indeklima frygter, at det tal kan stige markant.

Kulde, træk og dårlig luft er blandt de kedelige topscorere over gener i en undersøgelse, der har kortlagt danskernes aktuelle forhold til indeklimaet. Undersøgelsen, der er foretaget af analyseinstituttet Megafon, viser, at 20 pct – eller hver femte dansker – ikke er tilfreds med indeklimaet der hvor de bor. Et resultat der bekymrer Thorkild Kjær, der er direktør i Astma-Allergi Danmark.

Det er en stor udfordring og en rigtig kedelig konstatering. Man kan synes det er underligt, at det er så stort et problem i 2014 med den viden og den teknologi vi i dag har til rådighed. Problemet er bare, at den nødvendige viden ikke nødvendigvis er ude hos de almindelige borgere, siger Thorkil Kjær.

En af årsagerne til den store indeklimaudfordring er, at moderne huse er tætte og godt isoleret.

Tidligere var husene en smule utætte hist og pist, og det gav en naturlig ventilation i vores boliger. I dag skal en moderne bolig bestå en tryktest der viser, at huset holder helt tæt, og den slags boliger stiller øgede krav til ventilation og udluftning. I nogle huse er der måske sparet lidt på ventilationen, fordi man hellere vil have et bedre køkken og andre har nok fået anlægget installeret, men dropper at bruge det, fordi det jo altså koster noget strøm, at holde sådan noget kørende. Energipriserne og jagten på besparelser gør det meget let at træffe beslutninger, der er dårlige for indeklimaet, siger Thorkil Kjær.

Det lyder måske ikke så galt, men faktisk er det den sikre vej til større sygelighed.

Vi oplever en stigning i antallet af allergikere og ved også, at mennesker med astma og allergi ofte får det dårligere, når indeklimaet er dårligt. Vi formoder også, at det giver flere allergikere og astmatikere, men har endnu ikke nogen forsøg, der kan dokumentere det. Men vi ved, at de tætte huse også er med til at holde på de mange kemikalier, der ”afgasser” i hjemmene, hver gang vi slæber et nyt produkt med hjem. Afgasning kan være til gene for indeklimaet og sundheden, siger Thorkil Kjær, der mener at det er almindelig sund fornuft, at man gør noget ved sit eget indeklima.

Det siger sig selv, at det ikke er sundt at bo en i osteklokke, hvor luften aldrig bliver skiftet. Og det er situationen i mange boliger med mangelfuld ventilation i dag, siger han.

Astma-Allergi Danmark har derfor sammen med en række andre interesseorganisationer, ventilationsproducenter og indeklimaforskere fra landets universiteter dannet Rådet for Sundt Indeklima, der ifølge rådets formand Torben Sigsgaard, der er professor på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, vil være indeklimaets stemme og talerør.

Indeklimaet er virkeligt under pres i øjeblikket. På grund af jagten på energibesparelser er der en ny runde stramninger af reglerne for isolering og energirenovering på vej, og der råber vi vagt i gevær. Da man gjorde det sidst var indeklimaet den store taber, og det tog flere årtier at få det rettet op. Det må ikke ske igen, siger Torben Sigsgaard.

Vi har allerede masser af undersøgelser der viser, at ventilationen samlet set er mangelfuld i privat boligbyggeri. Så der er brug for at gøre noget ved dette, specielt når vi begynder at stramme kravene til isolering og tætning af boligerne. Det andet er den sikre vej til dårligt indeklima og øget sygelighed, og så vil markant flere end hver femte være utilfredse med indeklimaet hvor de bor. Og det med god grund, siger Torben Sigsgaard.

Indeklimaet er vigtigt og stadigt vigtigere, for vi opholder os mere og mere inden døre. En stor del af danskerne tilbringer cirka 90 pct af døgnet indendørs, og er sat på spidsen kun ude, når de fragter sig mellem hjemmet og arbejdet og tilbage igen. Det vil vi gerne gøre beslutningstagerne opmærksomme på, siger Torben Sigsgaard.

Derfor har Rådet for Sundt Indeklima kaldt til konference om indeklimaet på fynske Hindsgavl tirsdag den 17. juni, hvor en række af landets fremmeste indeklimaeksperter vil opridse rigets tilstand – og komme med bud på, hvordan vi som samfund kommer nogle skridt i den rigtige retning.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Thorkild Kjær, direktør for Astma-Allergi Danmark, på mobil 2082 2577

Torben Sigsgaard, professor og fmd. for Rådet for Sundt Indeklima, på mobil 2899 2426

Læs mere om Rådet for Sundt Indeklima – og se program for konferencen på Hindsgavl – på rådets hjemmeside www.rfsi.dk

Ti gode råd til et bedre indeklima i hjemmet:

  • Luft ud flere gange dagligt (5 – 10 min. pr. gang) - og når der er særlige behov.
  • Indreguler ventilationen og vedligehold ventilationssystemerne.
  • Tør ikke dit tøj i boligen.
  • Luft grundigt ud efter badet.
  • Hav en jævn og passende temperatur i alle rum.
  • Få udbedret vandskader omgående.
  • Anvend få og sundhedsmærkede rengøringsmidler.
  • Ryg IKKE indendørs.
  • Indret rengøringsvenligt, gør jævnligt rent.
  • Gør hovedrent en gang om året